mandag, januar 31, 2005
Om lidt går det løs
Jeg kunne absolut ikke sove i nat. Både det at ligge alene, kombineret med mærkelige lyde fra en plastikpose der lå på gulvet og en trang til hele tiden at tjekke om jeg havde fået mail hjemmefra, holdt mig lysvågen til solen stod op. Så gav min krop op og jeg væltede om på sengen, dog kun lige indtil at templet på den anden side af gaden vågnede, vores hushjælp og skraldemand kom og det tredje bryllup i denne uge løb af stablen et par timer senere. Så jeg har ikke sovet. Min krop føles gennemtæsket, men jeg tør ikke lægge mig ned, så falder jeg stensikkert i søvn og så kan jeg godt glemme alt om at sove i nat.
Jeg har ikke haft nogen trang til at forlade lejligheden i dag, tror at jeg får rig mulighed for det de kommende dage, så har nuldret rundt med musik, lidt rengøring (meget lidt) og taget et godt langt bad. Et godt langt bad vil sige, jeg har fyldt TO spande med vand og hældt dem begge over mig. Okay, jeg har faktisk ikke lavet det vilde i dag, og det passer mig fint. I går tog også lidt pusten fra mig, da jeg konstant følte at jeg skulle lave et eller andet, for ikke at skulle sidde og savne Kristian, og dem derhjemme. Det var ikke meget jeg lavede, men alene det at hæve penge for at betale husleje og derefter sidde med en milliard i småsedler og tælle op, gør noget ved en. Vi fandt en biograf der viste Finding Neverland, men der var udsolgt, så tog istedet ned og åd os fra sans og samling. Vi mødte en tysk advokat, som virkelig ville snakke og vi aftalte at han kunne vise os lidt rundt ved lejlighed. Frederik mente, at han skulle gi' Ida og jeg en lektie i at spise is, det ville han gøre ved at bestille et bjerg af is, chokoladekage, karamelstykker, chokolademousse og diverse ekstra frynsegoder oven i, men da alt kom til alt, ja så var det umuligt at spise desserten op - Selv efter at vi piger havde forsøgt.. Meget rart at vide, at man kan trøstespise hjemve og dårlig mave væk! Skal lige tilføje, at her er det der med lort, er noget man snakker meget om her i lejligheden. Vi er alle interesserede i hvordan det går, hvordan det ser ud og om man har haft besøg på toilettet mens man sad der. Det hænder jo at en kakkelak dropper forbi, og desværre også at den overlever besøget, for GOD DAMN IT, de er hårdhudede. De fleste er ret små, dem træder jeg efterhånden bare på, men ind i mellem dukker der en 3-4 cm stor fætter frem, og dem løber jeg så skrigende væk fra.
Det der irriterer mig ved dem, udover at de er klamme, ildelugtende og ubehageligt grimme er, at de sgu også lister ind på vores værelser. Det er der jeg gerne ville kunne slå hænderne i bordet og råbe stop, men det virker bare ikke.
Nå, men den sidste fridag inden jeg starter i praktik. Jeg synes jeg har brugt den ret godt indtil videre, og har fulgt op på det der med at sende emails, hente lidt nyt musik hjem og røget en passende dosis cigaretter (Læs: Alt for mange..).
Om lidt bestiller jeg lidt aftensmad og så vil jeg håbe på at I derhjemme forbarmer sig over mig, og sender en mail om hvordan det ser ud. Til alle jer der starter i praktik imorgen, pøj pøj, og til alle jer andre, hmm.. Rigtig god 1. februar!
(Arh fuck, savner jer alle)
søndag, januar 30, 2005
Alene i Mumbai
Så er det nu!! Jeg er "alene" i Mumbai, godt nok sammen med en flok super søde mennesker, men alene i den forstand at Kristian er taget hjem og jeg skal begynde på arbejde om lidt. Om lidt skal jeg være reporter på bollywoodbladet nr. 1 i Indien, og lære at finde rundt for alvor i denne sindsyge by.
Jeg er ikke nervøs for om jeg kan klare det, rammerne er frie og de forventer ikke det vilde af mig. Men jeg vil sgu gerne gøre det ordentligt. De sidste par dage har jeg skrevet ideer op til artikler, og stillet spørgsmålstegn ved mange ting. Sådan lidt typisk klummeideer, men jeg kan jo vitteligt ikke gøre andet. Jeg skal også starte med at skrive features om stjernerne, så det blir nice'n'easy start. Så videre på nyheder og så blir det blodigt..
Nå men, tror jeg vil forsøge at lege med siden.. Har også lige smækket et billede ind, så kan I alle se hvor rødt hår jeg har, og hvor lille en inder er!!





