mandag, marts 07, 2005

Hvilken #%!? kø?

Det er rart at være tilbage i heden. Sov som en engel i nat, ørepropperne godt proppet ind og fan'en på højeste volume. Var kun oppe én gang for at bande over larmen.
Startede stille ud med et koldt bad og et par kopper kaffe, og smuttede så ud i byen for at finde togbilletter til henholdsvis Goa og Rajastahn. Sendte Eva og Anna ind på stationen hvor man kan købe billetter til Goa, og gik så ned for at hente billetter til Rajastahn. Ville købe togbilletter istedet for bus, og måtte endnu engang bøvle med de fandens køer. Jeg aner stadig ikke hvilken kø man skal stille sig i. Forestil dig en hal, langs endevæggen er der 35 forskellige luger, ved hver luge står der ca. 40-50 mennesker i kø, skiltene ved lugerne er på hindi, og du ved at det er kun én af lugerne der kan være den du skal bruge. Hvad gør man så? Fandt en informationskø, de fortalte at jeg skulle stille mig i kø ved luge nr. 26, der skulle jeg få et stykke papir jeg skulle udfylde. Derefter skulle jeg op stille mig i kø ved luge nummer 12 og derfra videre til den sidste luge (med den længste kø) hvor jeg kunne få udstedt en billet. - Der var en time til lukketid, så jeg besluttede mig for at komme igen imorgen tidlig. Da jeg ville gå derfra kom en mand løbende hen for at spørge hvor jeg ville hen, og jeg fortalte at jeg skulle til Rajastahn. Han grinede lidt smørret og sagde at han havde billetter, jeg kunne godt se at det var en fusker, så ville ikke købe nogen, så vendte mig om og gik videre. Vist et smart træk, for ca. 10 sekunder efter stod der 10 politimænd omkring ham og det gik ikke stille af sig..
På vej ud af stationen blev jeg igen stoppet, denne gang af en smart mand i et dyrt jakkesæt. Jeg skulle til at bande og fortælle at jeg kraftedeme ikke ville ha billetter, indtil jeg opdagede at han stoppede mig fordi de var igang med at optage en film. Der lige foran mig stod der 100 mennesker klædt i alle mulige farver, de dansede til en musik der ikke spillede og smilede mens de lydløse rytmer pulserede igennem dem, ganske som på et diskotek. Foran dem stod et par skuespillere og snakkede, og så kyssede de. Det så skide skægt ud, men jeg havde fandme glemt mit kamera.. PIS! Hilste på en af skuespillerne bagefter, han spillede vist ham den onde, for han havde sort mascara rundt om øjnene og skægstubbe - så helt klart stereotype ond!
Mødtes med Eva og Anna igen, de havde med meget besvær købt billetter til Goa og skulle afsted i aften. Shit hvor jeg misunder dem, om 12 timer vågner de op til hvide sandstrande og store grønne palmer. Mmmm, om to uger er det mig..

Nå men, har lige sendt dem afsted og vil nu lave mig en kop the, tage et koldt bad og læse min bog færdig.