Kvindernes internationale kampdag

Der må ha været 40 grader. Sveden har poret ud af mig, som om min krop skulle skille sig af med flere liter vand. Der var støv, støv, støv og solen bagte ned over de flere hundrede kvinder der marcherede gennem byen i dag. I Indien er kvindernes internationale kampdag alvor. Dødsens alvorlig alvor.
Glem alt om den vestlige feminisme vi kender derhjemme fra. Her snakker vi ikke barsel, ligestilling på arbejdsmarkedet eller om hvor mange kvindelige ledere der er på i det private.
I dag blev der snakket retten til at leve.
Retten til at leve selvom ens mand har fundet en anden. Retten til at leve selvom man kun kan føde piger. Retten til at leve selvom man smiler til andre mænd. Retten til at leve selvom man ikke er så skide god i køkkenet.
Dagen i dag har sat et dybt indtryk på mig, jeg kan mærke den snigende fornemmelse af at være utrolig heldig. Jeg er her, og jeg kan skride hvis jeg vil og gør det når det passer mig, men de her kvinder kan ikke en skid. Mine illusioner om at kvinderne her i byen er på vej mod et vestligt samfund, visnede væk da jeg så de første kvinder i optoget. Afsyrede ansigter, manglende lemmer og udstukkede øjne. Kvinder der var blevet sat ild til, men som nu kunne vise hår igen, nogle steder. Der var en gennemtrængende følelse af sammenhold. Kvinderne gik stolte gennem byen, selvom mændende gloede og rystede på hovedet. de råbte og sang deres sange, delte deres foldere ud og samlede flere kvinder langs paraden. Selv muslimske kvinder åbnede deres burka og så verden i farver, og ikke bag et gråmeleret slør. Det var smukt at se, men jeg kan kun frygte hvad der venter derhjemme på dem i nat.
Jeg fandt ind i flokken og blev mødt med glædesstrålende øjne, en af kvinderne kom hen og holdt min hånd. Selvom jeg ikke anede hvad hun sagde, så kunne jeg se på hende at det var alvor.
Det er så uoverskueligt at tænke på, at det er kun den ene dag om året hvor de får eskorte af politiet, hvor de de andre 364 dage bliver pryglet, voldtaget eller forsøgt fængslet. Uoverskueligt at tænke på, at det kun var i dag at det var iorden at råbe op og gå i samlet flok gennem Mumbais gader og be om hjælp.
Det er først nu, hvor natten har lagt sig og stilheden er total i lejligheden, at jeg kan mærke hvor meningsløst det er. Jeg kunne sidde mig ned og tude over deres historier.
En af dem, en kun 26-årig pige med et barnligt ansigt, havde fået hugget armen af over albuen. Årsagen var, at hun havde rørt en anden mand. En anden havde fået hældt syre over sig, da hun ikke kuede sin mand længere. En anden kvinde kunne ikke elske mænd, hun var lesbisk. Da hun havde fortalt sin mor det i fortrolighed, var faderen kommet ind og havde dolket hende. Hun overlevede kun fordi moderen kastede sig i midten. Uvirkeligt, men stadig så tæt på. Det er ikke de kvinder vi ser gå på gaden, det er dem vi ikke ser, dem som er derhjemme.
Der var også mænd iblandt de demonstrerende. De servede vand og kaffe da vi skulle høre foredrag, og hjalp de ældste med at sidde. Men det var som om de ikke rigtigt var velkomne, det kan man jo ikke bebrejde.
Men for fanden da. Det er en dag om året, de skal arbejde for den sag hver dag, år ud og år ind. Jeg kom til at tænke på, da Cecilia og jeg skrev samfundsopgave. Vi skrev om rødstrømperne, men opdagede at kvindefrigørelsen gik helt tilbage til midten af 1800-tallet. Det er her disse kvinder er nu - i midten af 1800-tallet, mens resten af den demokratiske verden skriver 2005, skriver de 1850. Det går fremad i Mumbai, men der er stadig et kæmpe land, hvor det at slå en pige ihjel ved fødslen er normalt og det at smide sin kvinde på gaden, er en mands ret. (Dog ikke iflg. loven, men hvor er den?)

En svær dag - Og det var bare i dag. De har stadig 364 dage til næste gang, og hvor mange mon der så stadig står der..?