Udaipur tur/retur..

Dag 1, rejse rejse og atter rejse:
Når man bestiller en togbillet i Indien, er det meget vigtigt man ved det meste om deres togplaner, tog og afgange etc. Faktisk er det vigtigt at man ved ALT, f.eks. at en ekspresstur ikke nødvendigvis er en ekspresstur selvom den hedder det, og at man faktisk sagtens kan kalde en tur på 500 km ekspress, selvom man stopper ved ALLE stationer og at turen varer 16 timer! Sådan en lille fodfejl snublede vi så, men turen var faktisk skøn på sin egen måde. Vi mødte mange mennesker i 2. klasses sovekupeén. Der kan, hvis man lige kniber ballerne sammen, sagtens være 20 mennesker i sådan en kupe som er beregnet til 6. Heldigvis skulle de fleste kun med et par stationer, og da aftenen begyndte at dumle, så var vi kun 5, og det var ganske hyggeligt. Selvom vi kun kan få ord på hindi, og mange indere det samme på engelsk, ramte vi nogle dejlige mennesker, som var ovenud høflige, spørgelystne og som delte deres lækre madpakke med os, købte spændende frugter og lånte toiletpapir som kompensation.
Der var en som kunne sproget, og han spurgte lystigt til Danmark. Eksempelvis kunne han ikke forstå at vi ikke kastede op når vi spiste svinekød? - Det gjorde man jo. Dertil måtte vi jo forklare at det jo ikke var råt svinekød vi spiste, og at det faktisk smagte meget godt alt efter hvordan man lavede det. Så spurgte han hvad vi spiste hernede, og vi forklarede at vi spiste det hele, dog ikke hjerne. Så kiggede han olmt på os, og spurgte lidt uforstående om vi tog pis på ham? - Næhh!? Efter et par øjeblikke fandt vi så ud af, at sige man spiser alt undtagen hjerne, er at tage pis på folk. Så vi grinede, og han fortalte det igen og igen til stor fornøjelse i vognen. En god tur på 16 timer, men da vi så landede i Ahmedabad kl. 05.30, der ligger i staten Gujarat og stadigvæk er små 300 km fra Udaipur, og køen til det lukkede billetkontor var på størrelse med entrekøen til roskilde festival, ja så var hyggen ligesom forstummet.
Heldigvis blev vi reddet af en af landets utallige ulovlige rig shaw chaufføre. For 20 Rupees only kørte han os igennem den skumle nat, overhalede kameler og morgensure indere igang med deres toilette, og vupti så havde vi billet og bus og var afsted imod Udaipur.
24½ time efter afgang fra Mumbai trådte vi ud af en bus i Udaipur, og 10 minutter senere var vi indlogeret på Jagniwas Guesthouse med usynlig lakeview!

Dag 2, og så du lige den elefant?
Efter at have spist sen morgenmad, drukket kohli kaffe og studeret Lonely Planet som gale, besluttede vi os for at se hvordan den by så ud og hvor fanden den fantastiske sø monstro var henne. Vi vadede ud og rundt i gaderne. Overalt var der små bikse hvor de solgte kamellæder dagbøger, fotoalbum, sarier, udskårne elefanter, råsilke, pashimaer og diverse mærkelige instrumenter, byen vrimlede med hvide. Alle fra de ubarberede-jeg-ved-alt-om-indien-og-er-her-ved-et-tilfælde-bagpackere og jeg-finder-mig-selv-og-ved-næsten-godt-hvor-indien-er-på-et-kort-amerikanere, til fotograferende japanere, og gamle britiske ægtepar. - Nå ja og så os, lidt blegfede danskere med vidt åbne øjne og måbende ansigter.
Det var smukt. Ved et af byens paladser valgte vi at besøge deres museum, som var lidt af øhmm.. farce! Der var udstillet udstoppede dyr, men de var allesammen udstoppet for en million år siden og var ved at gå op i syningerne. Desuden var der udstillet siamesiske kalve, og det hele virkede lidt som om at en eller anden havde bedt byen om at finde et eller andet de kunne vise. Så var der udskårne figurer af Vishnu, Shiva og diverse danserinder, og billeder af alle de forhenværende maharashaer. Ikke skide spændende, men hvor meget kan man forvente for 3 rps?
Klappede elefanter og gik i baglås over deres størrelse. De var alle smukt malet, og så bare skide godmodige og dejlige ud, som de stod der og tyggede på halmen.
Da vi ville gå hjem af tog labyrintbyen sig af os. Vi gik det vi troede var en fiks lille genvej, men sådan nogen findes åbenbart ikke i Udaipur. Efter en times vandring op og ned af byens en meter brede gyder, og en masse namasteji (hej hej.. med en masse betydninger), og given hænder til alle mulige, erkendte vi at vi var lost. Og ja, det var vi. Fandt en rig shaw chauffør der sov til middag, og mens vi ventede på at han vågnede, blev vi fortalt om monsunen der aldrig dukkede op og søen der derfor var væk, trist.
Dagens kvote af energi var opbrugt, så vi tog op på et byens utallige rof top restaurants og spiste i solnedgangen. Tog videre til et andet sted, hvor de viste James Bond filmen Octopussys Garden som jo er optaget i Udaipur. - Og så hjem på vores guest house, hvor vi lige drak en enkelt øl, spillede kort og fandt ud af, at vi skulle på luksushotel.

Dag 3, luksus, luksus
Checkede in på Hotel Udai Khoti, det eneste hotel med rof top svimmingpool. Åh hvor var det godt. Vi lavede ikke dagens gode gerning, lå bare ved poolen hele dagen. Det var super tiltrængt og ren luksus. For at kompensere for al den luksus tog vi så ud i byen for at spise på et sted der var super billigt, og fik den bedste hjemmelavede mad jeg længe har smagt. Der boede en violinist fra tyskland, han boede der i længere perioder af gangen, og stod næsten for maden. Ret hyggelig fætter, ligesom stedet også var. Stenede indisk mtv og læste bøger, indtil check out.

Dag 4, elefanttur og sved
Vi flyttede ind på Panorama guest house, som i husets navn netop havde panoramaudsigt. Et smukt lille hvidkalket hotel, med vægmalerier og en afslappet stil. Vi tog ind til byen og mens vi vadede hen over det der havde været søen "faldt vi over" en elefant. Vi kiggede lidt på den og to sekunder efter sad vi på den. Hævet over alt og alle red vi gennem byen, tryllebundet af det enorme dyr der gik under os, og til stor glæde fra befolkningen der alle vinkede og hilste på os. Mange af dem genkendte os senere som de elefant ridende piger. Elefanten hed Rachid, var 25 år gammel og undervejs mødte vi hans fætter Laxmi. De to kunne ikke li hinanden, noget med at Laxmi havde et rigtigt job som bestod i at slæbe ting og sager, mens Rachid kun slæbte hvide mennesker. Tsk tsk. Alle flyttede sig for os. Rig shawerne måtte køre ind til siden, og køerne trak sig skræmte væk, til stor fornøjelse for mig, da jeg blev stanget af en tidligere på dagen. -Og det kan godt være at det betyder held, men det gør fandme også ondt!
Efter end tur måtte vi sunde os, og da det var overstået købte vi lidt ind. Der er jo så mange ting i Rajasthan der er smukke, og det gælder især deres håndværk.
Spiste på panorama og faldt i søvn til hundeslagsmål og galende haner.

Dag 5, varmebølge igen igen..
Det var så varmt, så varmt. Vi blev siddende på Panorama på altanen, til den værste varme var overstået. Det var helt udlideligt når man vidste, at poolen var mindre end 100 meter væk, men den var ikke for os. Endelig fik vi taget os sammen til at besøge paladset midt i søen, som så ikke er sø længere, og derfor kan man bare vade derover, til stor frustration hos de fine tjenere.
Ind på paladset kom vi, men vi måtte kun sidde på deres yderste terrasse, ved mindre vi havde en reservation. Det var da også fint nok, så drak mugtails, lavet på de friskeste frugter og så på byen. Vi besluttede os for, at vi ikke kunne forlade byen uden at ha spist der, så vi bestilte bord til dagen efter.
Da det var ordnet kom vi i tanke om dresscode - Vi havde jo ikke ligefrem taget gallatøjet med, og min pæneste bluse var en hvid ting, som absolut ikke var hvid mere. Hmm.. What's a girl gotta do?
Og det siger jo sig selv. Vi smuttede over i byen, hvor der hang masser af smart indertøj og voila - Så havde jeg min helt egen personlige og skræddersyede jakke. I fed grøn råsilke, med dertilhørende orange pashimasjal og var kun 250 kr. fattigere. Guf!
Vi besluttede os for at flytte tilbage til luksushotellet, og det blev fejret med 007 i Udaipur film, god mad og gode bøger, inden vi belæsset med vores indkøb lagde os til at sove for sidste aften på panorama.

Dag 6, på palads med kronprins Frederik, næsten da..
POOL igen, skønt skønt skønt. Ida var lidt syg, men jeg bagte igennem på taget. Drak the, badede, læste og nød udsigten. Så smuttede jeg ned i byen og gik lidt alene rundt, hvilket er svært når der er en masse ledige rig shaws uden arbejde. Det er skægt. Her er der to om hver rig shaw, én i fin skjorte og pressefolder i bukserne, han præsenterer sig og fortæller om hvad kan tilbyde af ture i sin rig shaw, og så er der chaufføren. Han er iklædt kaki, kan ikke et ord engelsk og skal bare styre lortet. Så når man kører sidder de begge foran, den pæntklædte fortæller om byen og siger at man endelig skal tage hans rig shaw igen, mens chaufføren, ja han kører. - Nå men gik rundt og hyggede mig, drak the med en af håndværkerne. En super sød fyr, som jeg havde bestilt til at lave et specielt fotoalbum til mig, med dansk inskription osv. Vi sad længe og snakkede, han røg et par af mine cigaretter, grinede af deres måde at få kunder på og jeg fik et par kopper chai, og grinede af deres mange smykker. Fortalte ham, at når mænd gik med mange smykker derhjemme, var det enten fordi de var gangstere eller bøsser. Han grinede og fortalte at her var det fordi de var bankmænd, og det kunne sagtens være det samme, men ellers var det pga. opsparingen. Han spurgte om jeg ville prøve hans kones bryllupssari. Det kunne jeg ikke få mig selv til, men jeg prøvede en anden, og stod så indbundet i 9 meter guld og silke, til stor forundring for de forbipasserende. Jeg blev hængende en lille times tid, og ville så betale for de ting jeg havde købt. Normalt er det så, at de forsøger at gøre prisen højere, nu hvor man jo er blevet venner, men her var det helt omvendt. Han sagde at han ikke ville tage overpris, så han gav mig 200 rp's tilbage og gav mig en lille bog til minde om ham. Det var vildt, for han var i forvejen en af de billigste håndværkere jeg havde mødt. Men jeg takkede og vi aftalte at han bare skulle kigge forbi når han kom til Mumbai. Hmm, hvilket han nok ik gør.
Han fulgte mig til døren og prajede en rig shaw, og jeg fik et kæmpe knus. Jeg har virkelig spurgt omkring mig om jeg blev snydt, men alle jeg spurgte var forundrede, så nogle gange møder man bare indere der er ligeglade og bare gerne vil snakke.
Da jeg kom hjem iførte vi os vores nye rober, og tog så ned til søen. Vi skulle sejles over den lille vandpyt der var tilbage, og da vi ankom blev vi modtaget af vigtigt udseende mænd og henvist til haven, hvor der var underholdning. Vi købte en flaske vin og blev selvfølgelig spurgt hvor vi var fra. Da tjeneren vendte tilbage, fortalte han at kronprins Frederik og Mary havde været der i sommer, og at de havde boet der i et par dage. Det var jo lidt skægt.
Vi spiste og drak, og det var virkelig godt. Kaffen fik vi lov at indtage i en af de mange haver, og der sad vi så, i maharahjaens palads og sippede stempelkaffe, mens de små elektriske lys oplyste den lille sø og det var bare smukt.
Vi gik hjem. Vi blev ellers spurgt igen og igen om vi ikke ville sejles ellers køres, men vi havde proppet os alt for meget, så vi gik.

Dag 7, og så rejser vi igen.
Vi havde købt en busbillet til kl. 15.30, en tur hjem til Mumbai ville vare 16 timer, og vi slappede af i laveste gear, da varmen var fandens led.
En masse latterligt inderpostyr og så var vi i bussen, hvor vi havde sleepersæder. Vi havde et lille rum bagerst i bussen, som i første omgang virkede okay. Men for fanden da. Det kan godt være at chaufføren gjorde sit bedste, men de indiske landeveje er bare noget lort, lort med kæmpe huller og mærkelige kryds. Det der den første time var charmerende og blev mødt med grin, blev til sidst et levende helvede, hvor vi bandede og svovlede. Vi lå bogstaveligt talt 20 cm over sengen godt halvdelen af tiden. Godt rystede igennem og totalt færdige stod vi af i Mumbai, mens byen endnu vågnede, og fløj direkte hjem til en lejlighed uden vand.
Den kom dog sparsomt, så et bad kunne lige gennemføres og så ramte jeg dynerne.

Næste tur, efter den gamle har vist sit dejlige ansigt hernede, blir Asam og Darjeling!