Retro perspektiv på Tel Aviv

For fire uger siden, d. 17. april, sprang en palestinensisk mand sig selv i luften. Det skete ved den gamle busstation i Tel Aviv. Med sig tog han 10 israelere, og i går døde endnu en af sine kvæstelser.
Den 16-årige Daniel Wultz, sad og spiste frokost med sin far. Manden sprang sig selv i luften ved indgangen til restauranten hvor de sad. Både han og faderen blev såret.
Inden ambulancen kom, nåede de to at fortælle, at de elskede hinanden.
Faderen blev udskrevet, men Daniel kæmpede videre for sit liv. Han var nærmest blevet flået op, og hans ben flænset i stykker.
Et kort øjeblik troede lægerne, at der var fremskridt. De havde fjernet dele af hans tarm og nyrer, og på et tidspunkt slog han øjnene op.
Men i går døde Daniel, og blev dermed det 11. offer for bomben.

For otte uger siden vadede jeg rundt i Tel Aviv med nogle venner. Det var vidunderligt. Spurgte vi israelerne om selvmordsbomber, blev der joket med, at trafikken var det rene selvmord. Og lige bag ved deres smukke sorte øjne, gemmer alvoren sig. De lever mere i nuet end vi.
Alt dernede er mere heftigt. Kjolerne kortere, drukken vildere og stemningen mere intens end herhjemme. Venskaber kan skabes på en aften, bånd knyttes over kaffe.
Og nu forstår jeg hvorfor, der er ikke tid til andet.
Det kan være slut sådan der!

Det er skræmmende så meget blår man har i øjnene, når det hele det egentlig drejer sig om, er at leve.