Der er tid og indertid!

Mennesker der kender mig, ved at jeg aldrig rigtig har fattet det der med klokken. Jeg sover gerne en time (eller 3..) over mig, lader gerne pligter vente til aller sidste minut og løber fra sted til sted bare for at se ryggen på folk der ikke gider vente mere. Altså, det er vist noget med at jeg er født de der to uger forsent..
-Derfor skulle man så også tro, at jeg vil passe perfekt ind i Indien og tiden hernede. Men det der med tidspunkter, aftaler og hvor længe det tager, det passer slet ikke ind nogen steder, ikke engang hos mig.
Skulle mødes med featureredaktøren kl. 13. Jeg var der fem i, så jeg lige kunne tage det obligatoriske semi-trucker--bad på toilettet inden. Redaktøren var der 14.30!
Jeg skulle lige vente 10 minutter på en historie, det endte med 2 timer. Jeg aftalte at mødes med Abbas kl. 16.30 - Det blev så også lige halvanden time efter.
Det er faktisk let nok, men frustrerende for en som virkelig prøver at nå det, det der med at regne ud hvornår og hvordan. I det hele taget er tempoet i denne ellers hektiske by, et helt kapitel for sig selv.
Et godt eksempel herpå kan være togstationerne. Folk lister dovent op ad trapperne, slendrer ned mod peronnerne, for så at spurte ned til togene. Hvis de tilpassede det med et, om ikke rask, så et nogenlunde almindeligt gå-tempo, ville de slippe for at stinke som brændte popcorn i armhulerne.
Det samme gælder når jeg skal op til Hardev og Dolly. I dag løb jeg op for at høre om de kunne printe en mail for mig. En ting der derhjemme ville tage max et kvarter, med dertilhørende smøg og snak om vejret. Her tog det 2 timer. Løb op, spurgte, fik et godt svar, blev placeret foran computeren og jeg var faktisk overrasket over hvor hurtigt det hele gik i gang. Indtil computeren skulle tændes - En oldsag fra det forrige århundrede, som jeg er sikker på er fyldt med 2 små rotter der løber rundt i et hjul. Det tog en kop the's tid. Så skulle vi på nettet med et modem, det tog en forklarings tid om hvordan man laver theen. Så skulle vi åbne mailen, det tog så endnu en kop the og en delhi-kiks. Jeg kunne blive ved, men jeg holdt hovedet koldt deroppe, for de er så skide søde og vil bare alt det bedste. Det lykkedes da også at få åbnet mail, vise hvordan man åbnede en vedhæftet fil, gemte den og hvordan man så åbnede den igen, for slet ikke at tale om hvordan man tændte printeren og skiftede papir. Det endte med at jeg gav dem et lynkursus i mails. - Det lykkedes dog, og jeg sidder nu stopmæt af diverse smagsprøver fra Delhi, chai og sodavand.
Jeg orker ikke engang at fortælle om, da jeg så skulle faxe papirene til nordindien - Bare sige at det tog en time.

Jeg fik spat af Mid-day idag. Udover det med redaktøren, var det bare et hav af misforståelser og dumme bemærkninger. De satte mig til at rette en artikel, efter jeg havde plaget om at få noget at lave, blot for så at nikke og slette den. Artiklen var en gammel en, de ville bare lave en opgave for mig. Jeg måtte så prøve at forklare, at jeg kan det hele i teorien, men når jeg ikke får en skid at lave, så kommer jeg aldrig til at lære det. Jeg måtte ud på toilettet flere gange og bande over de fandens indere. Jeg ved godt at tålmodighed ikke er min stærke side, men jeg prøvede virkelig, og efter at have ventet hele dagen, lavet opgaver som jeg ligeså godt kunne ha lavet i en krydsogtværs, siddet og ventet, forgæves spurgt mig ind på hvad jeg kunne hjælpe med, drukket 10 kopper chai, røget 20 smøger og igen fået at vide jeg liiige skulle vente, slog det klik. Jeg ringede til Abbas, den eneste journalist derinde jeg har haft den fede dag med, og ved I hvad? Han havde kraftedeme researchet på nogle historier til mig, som han mente jeg kunne skrive og sende hjem. Han havde godt lugtet lunten, og sagde direkte, at jeg ikke fik noget ud af at lave features, så han syntes jeg skulle skrive lidt for mig selv. Snakker man lige om en ven i nøden eller hvad?
Blev udstyret med navne, begivenheder ud over det sædvanlige, telefonnumre og adresser, og så sagde han, at jeg skulle bare gå igang, så ville han dække min ryg og hjælpe med billeder.
For fanden da, han er en cool fyr. (Han sagde i øvrigt som det første - "Har du set forsiden i dag?")

Dagens flove griner:
På vej hen til stationen, syntes jeg at der var en mand der forfulgte mig. Han havde hele tiden sine øjne på mig, så sveden og ubehagelig ud, og blev ved med at løbe op på siden af mig. Da jeg bare fik nok efter en 800-meters løb, vendte jeg mig om og sagde "What the HELL is your problem?"
Han forstod det vist ikke, men han forstod mit tonefald. Han stak en halvtom pakke cigaretter op i hovedet på mig, pegede på min taske og igen op af vejen. Jeg havde tabt mine cigaretter og han havde løbet efter mig hele vejen, og uden at vide hvad han kunne sige, havde han bare håbet på at jeg skabte kontakten, så jeg kunne få mine cigaretter. Jeg fik fremstammet et dhanyabad og gik rødmende fra ham.