Nyresten, og så kom mor..

Vågnede fredag og havde frygtelig ondt i ryggen. Troede det var en forstrækning efter busturen fra Udaipur, men da smerterne begyndte at brænde og jeg pludselig hverken kunne gå eller stå, kunne jeg godt mærke hvad den var af. Jeg havde fået nyresten. Jeg nærmest kravlede rundt i sengen, og da jeg før har haft nyresten og godt ved hvad der skal til, gik jeg i panik. Hvordan fanden fandt jeg en læge, morfin og medicin til at få dem ud med. Ida's Ipren smertestillende gjorde næsten intet.
Frederik løb og hentede Dolly og Hardev, der gik 2 minutter, så sad jeg i range roveren og blev kørt de 300 meter der er hen til deres læge. Jeg nåede undervejs at informere Kristian, som så kunne gi beskeden videre til den gamle, som sad i samme øjeblik og var på vej ud af døren for at køre til Billund lufthavn. Den kvindelige læge var en mystisk, men utroligt betryggende kvinde, og jeg fik en kæmpe oplevelse. Hun tog mig straks ind, følte med begge hænder på mine arme, og mens hun gjorde det, spurgte hun til mit helbred. Pludselig kunne jeg mærke at hun havde fat om mine nyrer, hun var INDE i min ryg!! Jeg kiggede forbavset ned, men begge hendes hænder var stadig på min arm og hun smilede bare til mig. Jeg sværger på at hun blinkede til mig.
Hun gav mig ret, der var sten i min nyre og flere af dem var på vej ud, men for at kunne medicere mig måtte jeg lige røngtenfotograferes og skannes ved en anden læge. Hun gav mig en sprøjte og jeg nærmest fløj videre. Dolly tog mig under armen, købte vand og en speciel slags lemonjuice til mig og inden vi nåede den anden læge, havde jeg drukket næsten to liter vand.
Mor ringede til mig undervejs, men jeg aner ikke hvad vi snakkede om, men tror jeg fik forklaret hende at jeg måske ikke var der samme aften for at hente hende.
Ved den anden læge røg jeg lige gennem køen igen, selvom jeg ikke havde smerter mere, jeg var nærmest bare i en trance, men op på en pult kom jeg og blev smurt ind i en blå creme så lægen kunne scanne mig. Han kørte frem og tilbage med apperatet, og nikkede og sagde "yes yes, there they are.."
Så skulle jeg røntgenfotograferes af mænd i bare i fødder, og da jeg ikke kunne ligge stille tog det sin tid. Endnu en sygeplejerske kom, hun havde en taske med og så fik jeg taget en blodprøve.
Jeg skulle også levere en urinprøve, men presset af at der stod 6 indere og kiggede bekymret på mig, mens jeg stod i en kæmpe grøn hospitalskjole, og så det at man ikke kan tisse når man har nyresten gjorde, at vi efter 20 minutter gav op.
Dolly fulgte mig hele vejen, hun var så bekymret og holdt mig hele tiden i hånden mens hun pressede mere vand i mig. Jeg skulle hente prøverne samme aften og blev sendt hjem.
Hen på eftermiddagen aftog medicinen, og jeg gik i panik igen. Smerterne var uudholdelige. Det føles som om en eller anden har en kniv i siden på dig, drejere rundt og rundt, og samtidig har lagt syre i din blære. Det kan næsten ikke beskrives. Jeg kravlede op af trapperne til Dolly igen, som blev askegrå i ansigtet og holdt sig for munden. Jeg må virkelig ha set ynkelig ud. Hun ringede igen til lægen, og denne gang ville de indlægge mig på hospitalet. Det kunne jeg slet slet ikke - Jeg skulle hente min mor i lufthavnen, så måtte de altså give mig noget mere smertestillende. Dolly kunne godt se at jeg mente det, og begyndte at ringe rundt til dem i hendes familie hun vidste havde haft de samme problemer. Hun fyldte en varmedunk og Hardev kom flyvende med 4 fire hele store kokosnødder, som han satte et sugerør i og så skulle jeg ellers bare suge løs. Jeg sugede og sugede mens de så bekymret på mig, de er så søde og ville bare ha at jeg blev rask. Endelig kom deres svigerinde, hun bøvlede også med nyresten og da Dolly havde ringet til hende for at forklare at en af udlændingene havde fået nyresten, var hun kommet hele vejen fra New Bombay, som ligger på den anden side af bugten.
Jeg fik en lille sort flaske uden etikettet, hun hældte 12 dråber op og miksede med 12 dråber vand. Jeg drak det, og fy for fanden. Det skulle jeg så drikke en gang i timen. Samtidig skulle jeg drikke 3 liter vand og virkelig hele tiden forsøge at gå på toilettet. Jeg tog flere smertestillende og var så oppe på 10 styks.
Det hjalp lidt.
Af en eller anden grund kunne jeg selv hente mine røntgen og scannerbilleder, og tog så tilbage til lægen. Hun gav mig en pille som kun var til absolut emergency, klappede mig på skulderen og sagde jeg havde været meget tålmodig. På røntgenbillederne kunne jeg se en hel galaxe af sten, der var så mange, og de var alle på vej ned igennem systemet. Min nyre var hævet næsten to cm, og selvom min lever endnu ikke havde taget skade, så var der revet lidt i den. Klamme billeder. Jeg tog hjem og fortalte Dolly de "gode" nyheder, hun var derimod forvirret, for de havde ringet fra klinikken og mente jeg havde taget en anden mands billeder med hjem. Det havde jeg dog ikke, da alle mine billeder viste mit navn og man kunne se min livmoder, så hmm..
Jeg skulle hente mor kl. 01.30 i lufthavnen, og Frederik skulle hente sine forældre en time før, så vi tog en rig shaw derud, og jeg havde det faktisk ok. - Indtil det første fartbump som chaufføren ikke så. Så gjorde det absolut nas, og jeg besluttede mig for at det var tid til emergency-pillen.
Frederiks forældre kom ikke, men mens vi ventede begyndte den lille kemikaliebombe at virke. Ligeså langsomt blev jeg vægtløs og pludselig kunne jeg ikke mærke mine ben, det var skøøøønt!
Endelig kom mor, og jeg havde det faktisk fint.
Frederiks forældre kom dog ikke.. De kom først dagen efter.
Da jeg vågnede lørdag var der gang i den igen, jeg havde igen smerter og smuttede forbi lægen, denne gang med mor under armen. Mere smertestillende, denne gang en hel pakke af flyvepillerne og noget mere medicin. Vi tog ud i byen, den gamle skulle jo lige se hvad den var af og hun var absolut IKKE imponeret. Tværtimod hadede hun byen allerede efter den første rig shaw tur, så vi ville tage til Goa allerede søndag, selvfølgelig hvis jeg havde det bedre. - Jeg fik det bedre. På et eller andet tidspunkt røg stenene altså ud, og smerterne aftog og hævelserne i nyren forsvandt. Så vi ville tage til Goa.
Frederiks forældre ankom og de havde sgu rugbrød og spegepølse med, åh himmel, åh fryd. Vi frådede i det grove brød og åd næsten hele pølsen, og så var jeg klar til at købe billetter til toget.
Desværre gjaldt det ikke billetkontoret, der lukkede lige inden vi kom. Så vi smuttede ned til stranden, spillede kort, drak kaffe og vin, og besluttede os så for at tage på et lækkert restaurant. Drak masser af rødvin, fik god mad og rakkede byen ned, for bare at komme hjem og indse at vi var fanget i Mumbai endnu en dag..

- Men i dag tager vi afsted. har snakket med lægen. Hun har en masse forebyggende medicin klar til mig når jeg kommer tilbage, så hvis jeg er heldig er det slut med nyresten for resten af livet..

"Dullet op" som Ida ville sige det.. Vi er på vej henover den vandpyt som de lokale vedbliver er en sø, bag os ligger city lake palace og vi er på vej over til paladset. 

Solnedgang over Udaipur set fra et af byens mange roof top restuaranter, hvor der hver aften vises en film, nemlig Octopussy´s Garden.  

Lille udsnit af udsigten henover Udaipurs slatne skønhed, søen. 

Afslapning efter ankomst til Jagniwas guesthouse, læg lige mærke til vægmaleriet bag ved skønheden. De er overalt i byen. 

Totalt forelsket - altså, tjek lige den snabel? 

Nede ved søen på en typisk dag.. Elefanter og solskin. 

Meget meget koncentreret Sisse på vej ned af en elefant. Det skrækindfattede ansigt skyldes at, der er FANDME LANGT NED! 

På vej hjem i bussen.. Det var verdens værste tur, men udsigten var utrolig. 

Udaipur tur/retur..

Dag 1, rejse rejse og atter rejse:
Når man bestiller en togbillet i Indien, er det meget vigtigt man ved det meste om deres togplaner, tog og afgange etc. Faktisk er det vigtigt at man ved ALT, f.eks. at en ekspresstur ikke nødvendigvis er en ekspresstur selvom den hedder det, og at man faktisk sagtens kan kalde en tur på 500 km ekspress, selvom man stopper ved ALLE stationer og at turen varer 16 timer! Sådan en lille fodfejl snublede vi så, men turen var faktisk skøn på sin egen måde. Vi mødte mange mennesker i 2. klasses sovekupeén. Der kan, hvis man lige kniber ballerne sammen, sagtens være 20 mennesker i sådan en kupe som er beregnet til 6. Heldigvis skulle de fleste kun med et par stationer, og da aftenen begyndte at dumle, så var vi kun 5, og det var ganske hyggeligt. Selvom vi kun kan få ord på hindi, og mange indere det samme på engelsk, ramte vi nogle dejlige mennesker, som var ovenud høflige, spørgelystne og som delte deres lækre madpakke med os, købte spændende frugter og lånte toiletpapir som kompensation.
Der var en som kunne sproget, og han spurgte lystigt til Danmark. Eksempelvis kunne han ikke forstå at vi ikke kastede op når vi spiste svinekød? - Det gjorde man jo. Dertil måtte vi jo forklare at det jo ikke var råt svinekød vi spiste, og at det faktisk smagte meget godt alt efter hvordan man lavede det. Så spurgte han hvad vi spiste hernede, og vi forklarede at vi spiste det hele, dog ikke hjerne. Så kiggede han olmt på os, og spurgte lidt uforstående om vi tog pis på ham? - Næhh!? Efter et par øjeblikke fandt vi så ud af, at sige man spiser alt undtagen hjerne, er at tage pis på folk. Så vi grinede, og han fortalte det igen og igen til stor fornøjelse i vognen. En god tur på 16 timer, men da vi så landede i Ahmedabad kl. 05.30, der ligger i staten Gujarat og stadigvæk er små 300 km fra Udaipur, og køen til det lukkede billetkontor var på størrelse med entrekøen til roskilde festival, ja så var hyggen ligesom forstummet.
Heldigvis blev vi reddet af en af landets utallige ulovlige rig shaw chaufføre. For 20 Rupees only kørte han os igennem den skumle nat, overhalede kameler og morgensure indere igang med deres toilette, og vupti så havde vi billet og bus og var afsted imod Udaipur.
24½ time efter afgang fra Mumbai trådte vi ud af en bus i Udaipur, og 10 minutter senere var vi indlogeret på Jagniwas Guesthouse med usynlig lakeview!

Dag 2, og så du lige den elefant?
Efter at have spist sen morgenmad, drukket kohli kaffe og studeret Lonely Planet som gale, besluttede vi os for at se hvordan den by så ud og hvor fanden den fantastiske sø monstro var henne. Vi vadede ud og rundt i gaderne. Overalt var der små bikse hvor de solgte kamellæder dagbøger, fotoalbum, sarier, udskårne elefanter, råsilke, pashimaer og diverse mærkelige instrumenter, byen vrimlede med hvide. Alle fra de ubarberede-jeg-ved-alt-om-indien-og-er-her-ved-et-tilfælde-bagpackere og jeg-finder-mig-selv-og-ved-næsten-godt-hvor-indien-er-på-et-kort-amerikanere, til fotograferende japanere, og gamle britiske ægtepar. - Nå ja og så os, lidt blegfede danskere med vidt åbne øjne og måbende ansigter.
Det var smukt. Ved et af byens paladser valgte vi at besøge deres museum, som var lidt af øhmm.. farce! Der var udstillet udstoppede dyr, men de var allesammen udstoppet for en million år siden og var ved at gå op i syningerne. Desuden var der udstillet siamesiske kalve, og det hele virkede lidt som om at en eller anden havde bedt byen om at finde et eller andet de kunne vise. Så var der udskårne figurer af Vishnu, Shiva og diverse danserinder, og billeder af alle de forhenværende maharashaer. Ikke skide spændende, men hvor meget kan man forvente for 3 rps?
Klappede elefanter og gik i baglås over deres størrelse. De var alle smukt malet, og så bare skide godmodige og dejlige ud, som de stod der og tyggede på halmen.
Da vi ville gå hjem af tog labyrintbyen sig af os. Vi gik det vi troede var en fiks lille genvej, men sådan nogen findes åbenbart ikke i Udaipur. Efter en times vandring op og ned af byens en meter brede gyder, og en masse namasteji (hej hej.. med en masse betydninger), og given hænder til alle mulige, erkendte vi at vi var lost. Og ja, det var vi. Fandt en rig shaw chauffør der sov til middag, og mens vi ventede på at han vågnede, blev vi fortalt om monsunen der aldrig dukkede op og søen der derfor var væk, trist.
Dagens kvote af energi var opbrugt, så vi tog op på et byens utallige rof top restaurants og spiste i solnedgangen. Tog videre til et andet sted, hvor de viste James Bond filmen Octopussys Garden som jo er optaget i Udaipur. - Og så hjem på vores guest house, hvor vi lige drak en enkelt øl, spillede kort og fandt ud af, at vi skulle på luksushotel.

Dag 3, luksus, luksus
Checkede in på Hotel Udai Khoti, det eneste hotel med rof top svimmingpool. Åh hvor var det godt. Vi lavede ikke dagens gode gerning, lå bare ved poolen hele dagen. Det var super tiltrængt og ren luksus. For at kompensere for al den luksus tog vi så ud i byen for at spise på et sted der var super billigt, og fik den bedste hjemmelavede mad jeg længe har smagt. Der boede en violinist fra tyskland, han boede der i længere perioder af gangen, og stod næsten for maden. Ret hyggelig fætter, ligesom stedet også var. Stenede indisk mtv og læste bøger, indtil check out.

Dag 4, elefanttur og sved
Vi flyttede ind på Panorama guest house, som i husets navn netop havde panoramaudsigt. Et smukt lille hvidkalket hotel, med vægmalerier og en afslappet stil. Vi tog ind til byen og mens vi vadede hen over det der havde været søen "faldt vi over" en elefant. Vi kiggede lidt på den og to sekunder efter sad vi på den. Hævet over alt og alle red vi gennem byen, tryllebundet af det enorme dyr der gik under os, og til stor glæde fra befolkningen der alle vinkede og hilste på os. Mange af dem genkendte os senere som de elefant ridende piger. Elefanten hed Rachid, var 25 år gammel og undervejs mødte vi hans fætter Laxmi. De to kunne ikke li hinanden, noget med at Laxmi havde et rigtigt job som bestod i at slæbe ting og sager, mens Rachid kun slæbte hvide mennesker. Tsk tsk. Alle flyttede sig for os. Rig shawerne måtte køre ind til siden, og køerne trak sig skræmte væk, til stor fornøjelse for mig, da jeg blev stanget af en tidligere på dagen. -Og det kan godt være at det betyder held, men det gør fandme også ondt!
Efter end tur måtte vi sunde os, og da det var overstået købte vi lidt ind. Der er jo så mange ting i Rajasthan der er smukke, og det gælder især deres håndværk.
Spiste på panorama og faldt i søvn til hundeslagsmål og galende haner.

Dag 5, varmebølge igen igen..
Det var så varmt, så varmt. Vi blev siddende på Panorama på altanen, til den værste varme var overstået. Det var helt udlideligt når man vidste, at poolen var mindre end 100 meter væk, men den var ikke for os. Endelig fik vi taget os sammen til at besøge paladset midt i søen, som så ikke er sø længere, og derfor kan man bare vade derover, til stor frustration hos de fine tjenere.
Ind på paladset kom vi, men vi måtte kun sidde på deres yderste terrasse, ved mindre vi havde en reservation. Det var da også fint nok, så drak mugtails, lavet på de friskeste frugter og så på byen. Vi besluttede os for, at vi ikke kunne forlade byen uden at ha spist der, så vi bestilte bord til dagen efter.
Da det var ordnet kom vi i tanke om dresscode - Vi havde jo ikke ligefrem taget gallatøjet med, og min pæneste bluse var en hvid ting, som absolut ikke var hvid mere. Hmm.. What's a girl gotta do?
Og det siger jo sig selv. Vi smuttede over i byen, hvor der hang masser af smart indertøj og voila - Så havde jeg min helt egen personlige og skræddersyede jakke. I fed grøn råsilke, med dertilhørende orange pashimasjal og var kun 250 kr. fattigere. Guf!
Vi besluttede os for at flytte tilbage til luksushotellet, og det blev fejret med 007 i Udaipur film, god mad og gode bøger, inden vi belæsset med vores indkøb lagde os til at sove for sidste aften på panorama.

Dag 6, på palads med kronprins Frederik, næsten da..
POOL igen, skønt skønt skønt. Ida var lidt syg, men jeg bagte igennem på taget. Drak the, badede, læste og nød udsigten. Så smuttede jeg ned i byen og gik lidt alene rundt, hvilket er svært når der er en masse ledige rig shaws uden arbejde. Det er skægt. Her er der to om hver rig shaw, én i fin skjorte og pressefolder i bukserne, han præsenterer sig og fortæller om hvad kan tilbyde af ture i sin rig shaw, og så er der chaufføren. Han er iklædt kaki, kan ikke et ord engelsk og skal bare styre lortet. Så når man kører sidder de begge foran, den pæntklædte fortæller om byen og siger at man endelig skal tage hans rig shaw igen, mens chaufføren, ja han kører. - Nå men gik rundt og hyggede mig, drak the med en af håndværkerne. En super sød fyr, som jeg havde bestilt til at lave et specielt fotoalbum til mig, med dansk inskription osv. Vi sad længe og snakkede, han røg et par af mine cigaretter, grinede af deres måde at få kunder på og jeg fik et par kopper chai, og grinede af deres mange smykker. Fortalte ham, at når mænd gik med mange smykker derhjemme, var det enten fordi de var gangstere eller bøsser. Han grinede og fortalte at her var det fordi de var bankmænd, og det kunne sagtens være det samme, men ellers var det pga. opsparingen. Han spurgte om jeg ville prøve hans kones bryllupssari. Det kunne jeg ikke få mig selv til, men jeg prøvede en anden, og stod så indbundet i 9 meter guld og silke, til stor forundring for de forbipasserende. Jeg blev hængende en lille times tid, og ville så betale for de ting jeg havde købt. Normalt er det så, at de forsøger at gøre prisen højere, nu hvor man jo er blevet venner, men her var det helt omvendt. Han sagde at han ikke ville tage overpris, så han gav mig 200 rp's tilbage og gav mig en lille bog til minde om ham. Det var vildt, for han var i forvejen en af de billigste håndværkere jeg havde mødt. Men jeg takkede og vi aftalte at han bare skulle kigge forbi når han kom til Mumbai. Hmm, hvilket han nok ik gør.
Han fulgte mig til døren og prajede en rig shaw, og jeg fik et kæmpe knus. Jeg har virkelig spurgt omkring mig om jeg blev snydt, men alle jeg spurgte var forundrede, så nogle gange møder man bare indere der er ligeglade og bare gerne vil snakke.
Da jeg kom hjem iførte vi os vores nye rober, og tog så ned til søen. Vi skulle sejles over den lille vandpyt der var tilbage, og da vi ankom blev vi modtaget af vigtigt udseende mænd og henvist til haven, hvor der var underholdning. Vi købte en flaske vin og blev selvfølgelig spurgt hvor vi var fra. Da tjeneren vendte tilbage, fortalte han at kronprins Frederik og Mary havde været der i sommer, og at de havde boet der i et par dage. Det var jo lidt skægt.
Vi spiste og drak, og det var virkelig godt. Kaffen fik vi lov at indtage i en af de mange haver, og der sad vi så, i maharahjaens palads og sippede stempelkaffe, mens de små elektriske lys oplyste den lille sø og det var bare smukt.
Vi gik hjem. Vi blev ellers spurgt igen og igen om vi ikke ville sejles ellers køres, men vi havde proppet os alt for meget, så vi gik.

Dag 7, og så rejser vi igen.
Vi havde købt en busbillet til kl. 15.30, en tur hjem til Mumbai ville vare 16 timer, og vi slappede af i laveste gear, da varmen var fandens led.
En masse latterligt inderpostyr og så var vi i bussen, hvor vi havde sleepersæder. Vi havde et lille rum bagerst i bussen, som i første omgang virkede okay. Men for fanden da. Det kan godt være at chaufføren gjorde sit bedste, men de indiske landeveje er bare noget lort, lort med kæmpe huller og mærkelige kryds. Det der den første time var charmerende og blev mødt med grin, blev til sidst et levende helvede, hvor vi bandede og svovlede. Vi lå bogstaveligt talt 20 cm over sengen godt halvdelen af tiden. Godt rystede igennem og totalt færdige stod vi af i Mumbai, mens byen endnu vågnede, og fløj direkte hjem til en lejlighed uden vand.
Den kom dog sparsomt, så et bad kunne lige gennemføres og så ramte jeg dynerne.

Næste tur, efter den gamle har vist sit dejlige ansigt hernede, blir Asam og Darjeling!

Kvinderne var nok forskellige, men de var alle på gaden for at demonstrere. 

Børnene hjalp til på kvindernes internationale kampdag. 

Masser af smil. Men man kan bare grue for om den lille pige i forgrunden, ender som hende i baggrunden. 

Kvindernes internationale kampdag

Der må ha været 40 grader. Sveden har poret ud af mig, som om min krop skulle skille sig af med flere liter vand. Der var støv, støv, støv og solen bagte ned over de flere hundrede kvinder der marcherede gennem byen i dag. I Indien er kvindernes internationale kampdag alvor. Dødsens alvorlig alvor.
Glem alt om den vestlige feminisme vi kender derhjemme fra. Her snakker vi ikke barsel, ligestilling på arbejdsmarkedet eller om hvor mange kvindelige ledere der er på i det private.
I dag blev der snakket retten til at leve.
Retten til at leve selvom ens mand har fundet en anden. Retten til at leve selvom man kun kan føde piger. Retten til at leve selvom man smiler til andre mænd. Retten til at leve selvom man ikke er så skide god i køkkenet.
Dagen i dag har sat et dybt indtryk på mig, jeg kan mærke den snigende fornemmelse af at være utrolig heldig. Jeg er her, og jeg kan skride hvis jeg vil og gør det når det passer mig, men de her kvinder kan ikke en skid. Mine illusioner om at kvinderne her i byen er på vej mod et vestligt samfund, visnede væk da jeg så de første kvinder i optoget. Afsyrede ansigter, manglende lemmer og udstukkede øjne. Kvinder der var blevet sat ild til, men som nu kunne vise hår igen, nogle steder. Der var en gennemtrængende følelse af sammenhold. Kvinderne gik stolte gennem byen, selvom mændende gloede og rystede på hovedet. de råbte og sang deres sange, delte deres foldere ud og samlede flere kvinder langs paraden. Selv muslimske kvinder åbnede deres burka og så verden i farver, og ikke bag et gråmeleret slør. Det var smukt at se, men jeg kan kun frygte hvad der venter derhjemme på dem i nat.
Jeg fandt ind i flokken og blev mødt med glædesstrålende øjne, en af kvinderne kom hen og holdt min hånd. Selvom jeg ikke anede hvad hun sagde, så kunne jeg se på hende at det var alvor.
Det er så uoverskueligt at tænke på, at det er kun den ene dag om året hvor de får eskorte af politiet, hvor de de andre 364 dage bliver pryglet, voldtaget eller forsøgt fængslet. Uoverskueligt at tænke på, at det kun var i dag at det var iorden at råbe op og gå i samlet flok gennem Mumbais gader og be om hjælp.
Det er først nu, hvor natten har lagt sig og stilheden er total i lejligheden, at jeg kan mærke hvor meningsløst det er. Jeg kunne sidde mig ned og tude over deres historier.
En af dem, en kun 26-årig pige med et barnligt ansigt, havde fået hugget armen af over albuen. Årsagen var, at hun havde rørt en anden mand. En anden havde fået hældt syre over sig, da hun ikke kuede sin mand længere. En anden kvinde kunne ikke elske mænd, hun var lesbisk. Da hun havde fortalt sin mor det i fortrolighed, var faderen kommet ind og havde dolket hende. Hun overlevede kun fordi moderen kastede sig i midten. Uvirkeligt, men stadig så tæt på. Det er ikke de kvinder vi ser gå på gaden, det er dem vi ikke ser, dem som er derhjemme.
Der var også mænd iblandt de demonstrerende. De servede vand og kaffe da vi skulle høre foredrag, og hjalp de ældste med at sidde. Men det var som om de ikke rigtigt var velkomne, det kan man jo ikke bebrejde.
Men for fanden da. Det er en dag om året, de skal arbejde for den sag hver dag, år ud og år ind. Jeg kom til at tænke på, da Cecilia og jeg skrev samfundsopgave. Vi skrev om rødstrømperne, men opdagede at kvindefrigørelsen gik helt tilbage til midten af 1800-tallet. Det er her disse kvinder er nu - i midten af 1800-tallet, mens resten af den demokratiske verden skriver 2005, skriver de 1850. Det går fremad i Mumbai, men der er stadig et kæmpe land, hvor det at slå en pige ihjel ved fødslen er normalt og det at smide sin kvinde på gaden, er en mands ret. (Dog ikke iflg. loven, men hvor er den?)

En svær dag - Og det var bare i dag. De har stadig 364 dage til næste gang, og hvor mange mon der så stadig står der..?

Tilbage i Mumbai - som ligner sig selv på en prik.. 

Hvilken #%!? kø?

Det er rart at være tilbage i heden. Sov som en engel i nat, ørepropperne godt proppet ind og fan'en på højeste volume. Var kun oppe én gang for at bande over larmen.
Startede stille ud med et koldt bad og et par kopper kaffe, og smuttede så ud i byen for at finde togbilletter til henholdsvis Goa og Rajastahn. Sendte Eva og Anna ind på stationen hvor man kan købe billetter til Goa, og gik så ned for at hente billetter til Rajastahn. Ville købe togbilletter istedet for bus, og måtte endnu engang bøvle med de fandens køer. Jeg aner stadig ikke hvilken kø man skal stille sig i. Forestil dig en hal, langs endevæggen er der 35 forskellige luger, ved hver luge står der ca. 40-50 mennesker i kø, skiltene ved lugerne er på hindi, og du ved at det er kun én af lugerne der kan være den du skal bruge. Hvad gør man så? Fandt en informationskø, de fortalte at jeg skulle stille mig i kø ved luge nr. 26, der skulle jeg få et stykke papir jeg skulle udfylde. Derefter skulle jeg op stille mig i kø ved luge nummer 12 og derfra videre til den sidste luge (med den længste kø) hvor jeg kunne få udstedt en billet. - Der var en time til lukketid, så jeg besluttede mig for at komme igen imorgen tidlig. Da jeg ville gå derfra kom en mand løbende hen for at spørge hvor jeg ville hen, og jeg fortalte at jeg skulle til Rajastahn. Han grinede lidt smørret og sagde at han havde billetter, jeg kunne godt se at det var en fusker, så ville ikke købe nogen, så vendte mig om og gik videre. Vist et smart træk, for ca. 10 sekunder efter stod der 10 politimænd omkring ham og det gik ikke stille af sig..
På vej ud af stationen blev jeg igen stoppet, denne gang af en smart mand i et dyrt jakkesæt. Jeg skulle til at bande og fortælle at jeg kraftedeme ikke ville ha billetter, indtil jeg opdagede at han stoppede mig fordi de var igang med at optage en film. Der lige foran mig stod der 100 mennesker klædt i alle mulige farver, de dansede til en musik der ikke spillede og smilede mens de lydløse rytmer pulserede igennem dem, ganske som på et diskotek. Foran dem stod et par skuespillere og snakkede, og så kyssede de. Det så skide skægt ud, men jeg havde fandme glemt mit kamera.. PIS! Hilste på en af skuespillerne bagefter, han spillede vist ham den onde, for han havde sort mascara rundt om øjnene og skægstubbe - så helt klart stereotype ond!
Mødtes med Eva og Anna igen, de havde med meget besvær købt billetter til Goa og skulle afsted i aften. Shit hvor jeg misunder dem, om 12 timer vågner de op til hvide sandstrande og store grønne palmer. Mmmm, om to uger er det mig..

Nå men, har lige sendt dem afsted og vil nu lave mig en kop the, tage et koldt bad og læse min bog færdig.

Tilbage i Indien

Så er jeg tilbage, efter en smertefri 15 timers lang tur. Af uransagelige årsager var min hjemrejsebillet annuleret, men efter en times venten, snakken og tålmodige smil fik jeg en billet. Den russiske kvinde der sad på kontoret var ked af det, det var jeg ikke, for pladsen jeg fik var på 1. klasse og turen til moskva foregik vandret i en blå lædersofa, hvor jeg fik serveret "rigtig" mad i porcelæns service. Helt i orden, der!! Desværre holdt billetten kun til moskva, så jeg skulle tilbage på økonomipladsen igen - Havde tilgengæld 3 sæder for mig selv så fik faktisk sovet.
Da vi ankom til Mumbai opdagede jeg to danske piger, de havde ikke rigtig styr på hvor de skulle hen, så inviterede dem til Parkash Villa. - Et godt scoop, vi har hygget hele dagen og det er rart at se Mumbai på en anden måde.

Jeg fortsætter i morgen, skal på billetjagt og ud i filmstudierne.